Skandinaviens største dueslag ligger bag Meldgaard
AABENRAA: Godt gemt bag Meldgaards store bygninger
på Askelund ligger en 63 meter lang brun træbygning.
Aktivitetsniveauet
er højt her, for husets beboere er 1200 dueunger, som er ved at blive uddannet
til brevduer.
Dueslaget er Skandinaviens største dueslag, og her skal den
største brevdueturnering i Skandinavien holdes til august.
Det er
Meldgaard, der har bygget dueslaget – både som reklamesøjle for firmaets
engrosafdeling og for brevduesporten, som er direktør Henrik Meldgaards store
fritidsinteresse.
–Vi ville gerne lave et samlingspunkt for brevduer, og
det er primært for at skabe reklame om en gammelmandssport. Vi prøver at være
lidt innovative i en lidt støvet sport. Vores forhåbning er, at flere folk får
øjnene op for sporten. Sekundært kommer reklamen for firmaet. Vi har jo alle
produkter til duer, så måske får medlemmerne også lyst til at købe foder osv.
hos os, men jeg tvinger ikke nogen til noget, forklarer Henrik
Meldgaard.
Dueslaget er fyldt med duer, som brevdueentusiaster fra hele
Europa samt Sydafrika har betalt for at have i slaget.
Duerne er to
måneder gamle og er i gang med at blive trænet op til at kunne konkurrere. Og
det er ikke så nemt endda. Først skal de ind i slaget som helt små, så de ikke
flyver hjem, hvor de kommer fra.
Derved tror de, at de er vokset op på
Askelund. Dernæst skal de trænes i at blive sluppet løs et sted og finde hjem
igen. Så de er i tip top form, når de skal konkurrere til august.
– Om en
måned skal de begynde at flyve mere og mere. Vi skal nå mellem 15 og 20
træningsture, så de er toptrænede til turneringen den 29. august. Den første
gang, de bliver sluppet løs, ved de jo ikke, hvor de er eller hvad der sker. De
skal trænes i at finde hjem igen, forklarer Henrik Meldgaard.
Se den oprindelige artikel på www.jv.dk