Mvl Cup 2009 Finalen
AABENRAA: Skandinaviens største dueslag MVL Cup på Askelund holdt i weekenden deres store stævne, for de mange duer i slaget skulle kæmpe det afgørende slag.
Dueslaget, som ligger bag Meldgaards hovedkvarter på Askelund, er blevet bygget som en reklamesøjle for brevduesporten og for firmaets engrosafdeling.
Dueslaget er fyldt med duer, som brevdueentusiaster fra hele Europa samt Sydafrika har betalt for at have i slaget.
Weekendens konkurrence er den eneste med duerne i slaget. De bliver nu solgt, og til foråret kommer der nye duer i slaget, og de skal så opdrættes til at konkurrere næste år i august.
– Vi som arrangører blev meget stolte af at se, at så mange syntes, at den konkurrence måtte man bare overvære. Duesporten i Danmark blomstrer tilsyneladende, sagde Henrik Meldgaard efter stævnet.
Duerne blev sluppet løs i Gøttingen i Tyskland, og ud af 532 afsendte duer, kom 381 hjem, hvilket arrangørerne var tilfredse med.
Af Mette Schulz