FNs 17 verdensmål
– for bæredygtig udvikling
Vi arbejder med de 17 verdensmål og har særligt fokus på disse fire mål:
Bæredygtig energi, bæredygtige byer og lokalsamfund, ansvarligt forbrug og produktion samt livet på landet.
Læs mere om de fire verdensmål ved at klikke på dem nedenfor.







Bæredygtig energi
Idet vi har 250 biler på vejene, har vi ekstra fokus på fossile brændstoffer. Det er vigtigt for os at køre med de nyeste euronormer mest muligt. Euronormer er fælles europæiske krav, der sætter grænser for, hvor meget nye biler må forurene.
Vi har også renovationsbiler, som kører på enten el, gas eller HVO biodiesel, som er fremstillet af affalds- og restprodukter samt vegetabilske olier.
Vi følger udviklingen tæt og er ikke bange for at gå forrest. Vi var blandt de første i Danmark der indførte Hybrid skraldebiler og på flere af vores pladser har vi eget gasanlæg.




Bæredygtige byer og lokalsamfund
Vi samler affald ind hos 523.000 husstande i Danmark, så vi har et indgående kendskab til husholdningsaffaldet. Selv om vi ofte kun er transportør, er det vigtigt for os at påvirke, hvor vi kan. Derfor sidder vi med som rådgivningspartnere i flere udvalg bl.a. Dansk Industri, DAKOFA, Dansk Byggeri og ARI.
Hvert år håndterer Meldgaard 800.000 tons erhvervsaffald, jord og restprodukter, og det er vores mål at rådgive kunden bedst muligt og finde de rigtige afsætningskanaler. Heldigvis er verden foranderlig og vi benytter os af forskere i udlandet, der tester kvaliteten og mulighederne for genbrugsmaterialer.
Det, kombineret med vores egne konsulenter, der hele tiden arbejder på at finde nye afsætningskanaler og sorteringsmuligheder, sikrer den bedst mulige løsning for miljøet. Vi sparer på vandet på vores pladser, hvor vi opsamler regnvand, som vi bruger til vanding og vask af vores biler.
På vores fabrik i Kolding har vi udviklet et anlæg til sortering af slagger, så slaggen bliver et renere produkt og klar til genbrug. Derved spares der på de såkaldte jomfruelige materialer (jordens nye råstoffer) som sand og sten, der er ved at være en knap ressource.
Dette er alt sammen med henblik på, at vi i Danmark fortsætter med at være førende inden for sortering af affald og restprodukter. I Sverige har vi udviklet en fabrik til genbrug af sand til sandblæsning og vandstråleskæring, hvilket gør, at vi sparer på sandet, som er en knap ressource, der ellers skal importeres fra Østen, hvor sandet med den særlige hårdhed kommer fra.

Ansvarligt forbrug og produktion
I vores indkøbsprocedure er der fokus på cirkulær økonomi og hensyn til miljøet vægtes ved hvert indkøb på højde med økonomi og funktionalitet. Vi har el-trucks på vores lagre og firmaets biler på gule plader, der kører i lokalområdet vil fremover være EL biler, eller på anden måde bæredygtig. På kontoret er der særligt fokus på at brugt IT udstyr afleveres til direkte genbrug hos leverandøren, sortering af affald, energirigtig belysning osv.
Med 650 ansatte hvoraf størstedelen er renovationsmedarbejdere, fylder rent og godt arbejdstøj meget i hverdagen. Når vi får vasket vores tøj, stilles der krav til vaskeriet, at det foregår med fokus på bæredygtighed (genbrug af vand, begrænset antal grader osv). Når arbejdstøjet ikke længere kan bruges, sørger vi for at det afleveres og genbruges til tekstiler. Vi benytter BIO-hydraulikolie i alle vores skraldebiler. Olien er så ren at den kan sammenlignes med madolie.


Livet på landet
Når vores grusgrave er færdiggravede, sørger vi altid for at reetablere områderne. Vi har for eksempelvis senest plantet 6 ha skov i en færdiggravet grusgrav, så vi i dag har 135 ha fredet natur med et rigt fugle- og dyreliv. I det hele taget har vi altid haft hjertet med når det gælder naturen og dyrene, derfor har vi fx også støttet Verdensnaturfonden (WWF) i mere end 25 år.


